Deadpool lander i de danske biografer i næste måned, og det glæder jeg mig pænt meget til. I modsætning til den miserable X-Men Origins: Wolverine-film, så lader Deadpool til at ramme figurens bedste stunder klokkerent. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra trailerne.

De rigtige trailere, vel og mærke. Og hvis du som jeg er tegneserienørd, der har set frem til Deadpool siden den første test-footage slap ud i forbindelse med Comic-Con, så har du sandsynligvis set den rigtige. Hvis ikke er der derimod stor chance for at du har set den helt forkerte trailer.

Ser du, i USA har de et sådan halvretarderet censursystem på deres biograffilm. Deadpool er en beskidt sag fyldt med “fuck”-ord, blodsprøjt og sex-jokes, så derovre må man kun se den hvis man er over 17 år. Og af den grund laver de amerikanske studier to trailere til film som Deadpool: en såkaldt “red band trailer”, der kun må vises i forbindelse med andre R-rated film, og hvor bandeordene får fuld slæde; og en såkaldt “green band trailer”, der må vises før alle film, og hvor vold er nedtonet og bandeord og dickjokes er helt væk.

Det betyder selvfølgelig at green band traileren for Deadpool er en virkelig slatten omgang. Alligevel er det hovedsageligt den, der bliver vist i biograferne herhjemme – jeg fangede den for eksempel før Star Wars: The Force Awakens lige efter nytår. Og fuck-jeg-skal-se-den-film-faktoren forsvinder fuldstændig med green band traileren. Det’ lort.

Så, hvis du har set en trailer for Deadpool i biffen og tænkt “eh, det ser lidt fladt ud”, så tænk tilbage: var der nogen der sagde “fuck”? Hvis ikke, så du den slatne og totalt uspændende green band trailer, og det er en skam. Se den rigtige trailer ovenfor (og den tidligere red band trailer nedenfor, bare fordi), og se om filmen ikke pludselig ser bare en kende sjovere ud.

Der er ikke flere tekster