Her kommer en anbefaling: Hvis du kan lide science fiction skal du give The Expanse et kig, for det er hands-down den bedste scifi-serie man kan se for tiden.

Det er måske lidt let sagt, da der mig bekendt ikke rigtig kører andre scifi-serier i øjeblikket (måske med undtagelse af animationsserien Star Wars: Rebels). Så lad mig sige det sådan her: The Expanse er den bedste scifi-serie jeg har set på TV siden Battlestar Galactica.

The Expanse bygger på en romanserie af James S.A. Corey. Den har fødderne plantet i lige dele space opera og noir-detektivgenren, og er spundet om en akse af hard sci-fi i en grad, så folk der er opvokset i asteroidebælter eller på dværgplaneten Ceres får et alvorligt problem med at holde sig oprejst, hvis de bliver udsat for Jordens tyngdekraft.

Historien foregår 200 år i fremtiden, hvor det meste af vores solsystem er koloniseret. Jorden og Mars er selvstændige supermagter, der ligger i kold krig med hinanden. På Ceres, der ligger i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, er vand en mangelvare, folket føler sig undertrykt, og et ulmende oprør er tæt på at bryde ud i lys lue.

Det står hurtigt klart at nogen agter at gøre den kolde krig mellem Mars og Jorden ret så varm, og det får hurtigt konsekvenser for vores tre hovedpersoner. Den ene, Jim Holden, er næstkommanderende på et fragtskib der pludselig befinder sig i skudlinjen. Den anden, kriminalbetjenten Joe Miller, kommer i sin jagt på en forsvunden rigmandsdatter til at løbe hovedet ind i oprørsbevægelsen. Og den tredje, FN-ministeren Chrisjen Avasarala, gør sit bedste for at forhindre at Jorden og Mars ender i krig med hinanden.

Det er en beskidt omgang, der trækker tydelig inspiration fra Blade Runners neon-ghettoer og Aliens space-truckere. Dertil af kombinationen af næsten lige dele hårdkogt detektiv-fortælling, rumskibsspænding og hallway diplomacy fortræffeligt skåret. Det er lidt af et mysterie, som The Expanse tegner op, og jo dybere vores hovedpersoner graver, des større virker sammensværgelsen. Syv afsnit inde er der stadig ingen klare svar. Ikke at det gør noget.

Noget andet er, at The Expanse er en fryd at se på. CGI-effekterne er meget overbevisende, og det hele er skudt i en jordnær og til tider naturalistisk stil. Billederne bliver aldrig kedelige, ikke engang når alt hvad vi ser er to folk der taler sammen i en lille kahyt.

The Expanse kører på SyFy i USA. Indtil videre er der ikke nogen streaming-tjenester i Danmark, der har samlet den op, men det kommer sikkert når den har kørt færdig på TV. De sidste to afsnit af første sæson ruller over de amerikanske skærme på tirsdag. The Expanse er allerede fornyet med en anden sæson.

Der er ikke flere tekster