De sidste par år har Marvel virkelig slået et slag for inklusionen. Det startede med Ultimate Comics Spider-Man, hvor Spider-Man pludselig var sort og hed Miles Morales. Og siden da er det gået slag i slag: Thor er nu en kvinde, efter den gamle Odinsøn ikke længere var værdig til at bære Mjølner, og snart overgår Iron Man-navnet også til en kvinde.

Men mest væsentlig er den nye Ms. Marvel, der startede i 2014. For hun er ikke bare teenage-pige i spidsen af en af Marvels flagskibstitler – hun er også muslim. Marvels første muslimske hovedrolleindehaver, faktisk.

På papiret kunne det snildt være noget bras. Et kalkuleret forsøg på at tække nogle nye målgrupper i den politiske korrektheds navn. Et mediestunt. For eksempel føltes den første volume af dame-Thor ofte sådan, et tolv numre langt bait’n’switch der mest af alt spillede kæk om hvorvidt læseren kunne gætte hvem den nye Thors hemmelige identitet var (og så endte det hele som optakt til sidste års store Secret Wars event. Jeg har ikke fået læst Thor siden).

Men sådan er Ms. Marvel ikke, heldigvis.

I stedet har serien lynhurtigt fået etableret sig som en af Marvels mest succesfulde lanceringer i dette årti, og har især været et hit på de digitale platforme. Den er gået rent ind hos millenial-publikummet, med andre ord.

Og det skyldes ikke hovedpersonens religiøse baggrund. Ms. Marvel er et hit fordi den er sød, charmerende og helt utrolig let at relatere til.

Kamala Khan, som hun hedder, er på mange måder en typisk teenager med typiske teenage-problemer. Skole/fritidsbalance, ungdomsforelskelser, klikedannelser, nørdede interesser. Og dertil kommer så alle de udfordringer der følger med at have (små)strengt religiøse og konservative forældre. For selvom Ms. Marvel mest handler om at være superhelt i high school-alderen, så handler den også om at være muslim i et ret så u-muslismsk samfund. Det gør serien klart fra starten – med en ret fantastisk throwaway-joke om “delicious, delicious infidel meat”, idet Kamala står og savler over en velduftende BLT-sandwich proppet med Bacon.

Der er svinekødsjoke på første side af Ms. Marvel. Serien ved hvad den vil.

Der er svinekødsjoke på første side af Ms. Marvel. Serien ved hvad den vil.

En mystisk tåge giver Kamala nogle ret så heftige superkræfter, og inspireret af sit store idol Carol Danvers (den nuværende Captain Marvel) kaster hun sig hovedkulds ud i rollen som superhelt. Og her rammer Ms. Marvel noget ret essentielt i det, der har gjort Marvels superhelteserier så langtidsholdbare. Nemlig at hverdagen ikke forsvinder, bare fordi man tager maske på om natten og forsvarer New Jersey med sine nyfundne evner.

Faktisk bliver alt det der med kærester, lektier og en streng familie der ikke forstår én kun endnu mere presserende, når man jævnligt gokker superskurke i hovedet med sine kæmpehænder. Kamala er fuld af gode intentioner og vil helst sige ja til alle, men det får hende ofte ud i situationer der er temmeligt svære at overskue. Ms. Marvel er fejlbarlig, og når der konstant bliver hevet i hende fra alle sider, kommer hun nogle gange til at jokke gevaldigt i spinaten.

Det er svært, det der med at være superhelt. Det tager tid at finde den rigtige fod at stå på. Som med alt andet i livet. Og det er dét gennemgående tema, der gør Ms. Marvel så fantastisk.

Dét, og scener som den nedenfor. S’jøst, hvis man ser nedenstående billede og ikke straks har lyst til at kaste sig over serien, så må man være kold om hjertet eller sådan noget.Ms. Marvel og LockjawMs. Marvel (2014-2015) og Ms. Marvel (2015-) findes på Comixology og Marvel Unlimited. 

Der er ikke flere tekster