Forestil dig hvis E.T. var skrevet af Stephen King. Det er kort sagt nøddeskalsopsummeringen af Stranger Things, en serie der ramte Netflix i sidste måned.

På det tidspunkt lå bloggen her i dvale, og det har kriblet i mig for at skrive noget om den lige siden jeg så første afsnit. Jeg har højlydt og entusiastisk anbefalet den til alt og alle. Det er muligvis den bedste serie Netflix endnu har begået. Ja, bedre end House of Cards.

Serien er en otte timer lang hyldest til alt det bedste fra 80’erne. Til Spielberg, film som E.T. og The Goonies (som jeg i øvrigt synes er stærkt overvurderet) og den der følelse af at der ligger uanede mængder eventyr og venter lige omme i baghaven, længe før smartphones, GPS og Google Maps fjernede alt mystikken i livet.

Men Stranger Things‘ genistreg er, at den blander førnævnte eventyrstemning med nogle allerhelvedes effektive gys. For serien er decideret creepy og uhyggelig til tider, og andre gange afsindigt voldsom. Det kan meget vel være at hovedpersonerne er en flok pre-teens, der elsker deres cykler, walkier og Dungeons & Dragons, men det er fannerme ikke en familieserie.

Stranger Things foregår i 1983 i en søvnig forstad et sted i Indiana. Et lille firkløver af nørder hygger sig med at spille D&D, dyrke amatørradio og gå på opdagelse i de omkringliggende skove. Men en aften forsvinder en af drengene, Will, under temmeligt mystiske omstændigheder. Og før man ser sig om, ruller en lavine af fæle monstre fra parallelle skyggedimensioner, sammensværgelser straight outta X-Files og hysteriske forældre. Og en ung pige der vitterligt kan brække nakken på dig med et enkelt blik.

Normalt er børn i bærende roller en opskrift på katastrofe, men ikke her.

Det ville være let at brække nakken på denne blanding af familie-eventyr og Alien-agtig monsterfrygt, men Stranger Things svinger på fornem vis mellem de to modpoler. Det ene øjeblik sidder man med rejste nakkehår. Det næste kluk-griner man over hvor sjove ungerne er.

Normalt er børn i bærende roller en opskrift på katastrofe, men ikke her. Især Gaten Matarazzo i rollen som Dustin brænder så meget igennem, at han nærmest stjæler alle scener han er med i. Til trods for både fucked up tænder og talefejl. Han stråler, man kan kun elske ham. Omvendt er Wynona Ryder hjerteskærende i rollen som Wills mor, hvis maniske træk er ved at sende hende ud over kanten i jagten på hendes forsvundne søn.

Læg dertil et fantastisk effekt-arbejde og en suværen lydside, og vi har os et hit. Og selvom Stranger Things er en tydelig 80’er-hyldest, er nostalgien aldrig i førersædet. Den holder på sine egne vilkår, resten er bare ekstra glasur og krymmel.

Stranger Things har været ude i knap en måned nu, og der er allerede skrevet rigeligt om den. Og nu giver jeg den altså også en spandfuld uforbeholden ros. Se den, for fanden. Jeg kværnede den over fire aftener, og det var en forrygende og intens oplevelse. Med kun otte afsnit er den også let at overskue. Her er ingen fyldepisoder eller svinkeærinder.

Formelt har Netflix ikke bestilt en anden sæson af Stranger Things endnu. Men Netflix-chefen Reed Hastings sagde for nyligt til The Guardian at det ville være “dumt” ikke at fornye den. Og brødrene bag serien fortæller glædeligt om deres planer for sæson 2. Det kommer til at ske, med andre ord.

 

Der er ikke flere tekster