Disney har her til morgen udsendt det, de kalder en story trailer for den kommende Rogue One: A Star Wars Story, og hvis du er lige så stor Star Wars-fan som jeg, så har du sikkert allerede set den. Men den skal have nogle ord med på vejen alligevel.

Disneys store forkromede Star Wars-plan står kort sagt på to ben. Det ene er en ny trilogi, kapitel 7-9, hvor The Force Awakens var den første. Det andet ben er de såkaldte Star Wars stories – film, der ikke er del af trilogierne, men stadig er del af Star Wars-universet.

Rogue One er den første af disse film. Den foregår lige før Star Wars: A New Hope og handler om hvordan rebellerne skaffer tegningerne over Dødstjernen. Altså det første skridt i den kæde af begivenheder der gør, at Luke Skywalker springer møget i luften i slutningen af den allerførste Star Wars-film.

Planen er at der hvert år skal komme en ny Star Wars-film. I 2015 fik vi The Force Awakens, i år får vi så Rogue One, i 2017 kommer Episode VIII (der ikke har en rigtig titel endnu), og i 2018 er den dersens Han Solo-solofim på plakaten.

Én ting, der er værd at hæfte sig ved, er den visuelle stil. Rogue One lader til at lægge en lidt mere rå, beskidt (og til tider kamerarystende) stil end The Force Awakens gjorde. Så vidt jeg ved er det med fuldt overlæg. For en af Story-filmenes opgaver er at sikre, at vi ikke bliver trætte af alt det der Star Wars-halløj i længden, nu hvor der alt i alt kommer seks film over seks år. Og en af måderne, de skal gøre det på, er gennem en anden tone. Hvor The Force Awakens i en vis udstrækning lagde sig i forlængelse af den oprindelige trilogis filmsprog, så er Stories-filmene (så vidt jeg har forstået) helt fri af den slags rammer. De kan gøre nærmest som de vil. Den traditionelle intro-crawl, med tekst der glider over skærmen, kommer vistnok heller ikke til at være med.

Jeg tror sgu det bli’r cool. Rogue One: A Star Wars Story har premiere den 14. december.

Der er ikke flere tekster