Mens vi venter på tredje sæson af den forrygende Fargo, triller der stille og roligt nyt om de medvirkende ud. Fargo er en antologiserie, hvilket betyder at hver sæson byder på ny rolleliste. Og i Fargos tilfælde også ny tidsperiode.

Vi ved allerede at Ewan McGregor og Carrie Coon medvirker i seriens tredje sæson. I fredags skrev Entertainment Weekly så, at den ret så fantastiske Mary Elizabeth Winstead også skal være med.

Som jeg tidligere har skrevet, så er jeg tosset med Winstead. Mest af alt for sin medvirken i Scott Pilgrim vs The World, men også for 10 Cloverfield Lane. Hun er konsekvent fremragende i alt jeg har set hende i, selv hendes minimale rolle i Death Proof.

Winstead skal spille Nikki Swango, der ifølge EW er “a crafty and alluring recent parolee with a passion for competitive bridge playing. Nikki is a woman with a plan, focused on always being at least one move ahead of her opponents.” Det lyder sjov.

Som sagt skal Winstead blandt andet spille over for Ewan McGregor og Carrie Swoon. McGregors CV er omtrent lige så langt som det er imponerende. I Fargo skal han spille to roller, som brødrene Emmit og Ray Stussy. Emmit er succesfuld ejendomsmatador og “the parking lot king of Minnesota”. Ray er derimod småtyk og halvskaldet parole officer der er dybt misundelig på sin bror.

Hånden på hjertet har jeg ingen anelse om hvem Carrie Coon er, udover at hun spillede Ben Afflecks søster i Gone Girl og åbenbart har været vildt god i The Leftovers. Men den har jeg stadig til gode at få set.

Hvad er det nu lige Fargo er?

I tilfælde af du ikke har set den, så er Fargo en tv-serie der bygger på Coen-brødrenes film af samme navn. Den kører på kabelkanalen FX i USA. Fargo foregår i samme univers som filmen, men fortæller nye historier med nye figurer.

Første sæson tog alle med storm, da den var langt bedre end nogen havde turdet håbe på. Martin Freeman var skøn som kuet forsikringssælger, mens Billy Bob Thornton var decideret ubehagelig som lejemorderen Lorne Malvo. Han var inkarneret kaos.

Anden sæson formåede på mirakuløs vis at være endnu bedre end den første. Den var også lidt af et stilmæssigt skift, idet første sæson foregik i 2006, mens denne foregik i 1973. Rollelisten talte blandt andet Ted Danson, Kirsten Dunst og Nick Offerman, som alle var fantastiske.

Tredje sæson får tv-premiere næste år. Den foregår i øvrigt i 2010.

Hvis du vil se Fargo lige nu, kommer du til at lede. HBO Nordic viste både første og anden sæson, og kommer sikkert også til at vise tredje. Men deres aftale om serien er kringlet, så de kun kan vise den i begrænset periode. Så vidt jeg ved er Fargo ikke tilgængelig på nogen streaming-tjeneste herhjemme i øjeblikket. Men de to første sæsoner kommer nok tilbage til HBO Nordic når tredje sæson har premiere. Sådan var det i hvert fald tidligere.

Fargo - Billy Bob Thornton som Lorne Malvo

Der er ikke flere tekster