Som del af Disneys store, forkromede Star Wars-plan arbejder studiet på en film om en ung Han Solo. I stil med Rogue One: A Star Wars Story skal Solo-filmen være en slags one-shot der ligger uden for de nummererede episoder. Og så foregår den, som så mange andre Star Wars-spinoffs, mellem prequel-trilogien og A New Hope.

Indtil videre har jeg overhovedet ikke interesseret mig for Han Solo-filmen. Det er et sikkert og dovent valg, jeg bryder mig ikke om prequels generelt, og gutten der skal spille unge-Solo siger mig ikke det store.

Men for lidt over en uge siden kom der en nyhed, der pludselig har placeret filmen på min radar. Nemlig at den uforlignelige Donald Glover skal spille Lando Calrissian. Det er omtrent en perfekt casting.

Mange kender nok Glover fra rollen som Troy i Community. Han har også lagt stemme til Miles Morales-udgaven af Spider-Man, havde en mindre rolle i The Martian og står i øjeblikket i spidsen for komedieserien Atlanta. I øvrigt er han også en ret kompetent rapper under navnet Childish Gambino.

Glover spiller som regel halvnørdede roller, men har man set ham i andre sammenhænge ved man hvor stor spændevidde han har. Billy Dee Williams tilførte Star Wars noget stærkt tiltrængt coolness som Lando i Empire Strikes Back. Hvis nogen kan fylde de støvler ud, er det Glover.

Pludselig er Untitled Han Solo Anthology Film blevet meget, meget mere interessant.

Der er ikke flere tekster