Hånden på hjertet – jeg ved stort set ingenting om Iron Fist. Alligevel ser jeg frem til Marvel- og Netflix-serien af samme navn. For indtil videre har makkerskabet mellem de to mediemastodonter ramt plet to ud af tre gange*, og derfor har jeg høje forventninger.

Efter lang tids teaseri har Netflix endelig udsendt den første rigtige trailer for Iron Fist. Den siger nok, men ikke for meget. Der kommer sandsynligvis til at være en masse kung-fu. Ham, der spillede Loras Tyrell i Game of Thrones har hovedrollen. Rosario Dawson dukker selvfølgelig op. Det er omtrent hvad jeg ved.

Ja, undskyld jeg ikke har mere at sige om denne hårdtslående superhelt, men hele pointen med Marvels Netflix-serier har vist også været, at de gravede dybt ned i arkivet for at finde nogle af de mindre kendte figurer frem (lige med undtagelse af Daredevil, selvfølgelig).

I det store Marvel-landskab er Iron Fist den sidste brik i puslespillet, inden scenen er sat til Defenders – en kommende miniserie hvor Daredevil, Jessica Jones, Luke Cage og Iron Fist slår sig sammen som en lokal udgave af Avengers. Derefter fortsætter Daredevil og Jessica Jones med deres henholdsvis tredje og anden sæson.

Men det ligger langt ude i fremtiden. I første omgang har Iron Fist premiere på Netflix den 17. marts.

*Daredevil og Jessica Jones sad lige i skabet. Luke Cage lagde fornuftigt ud, men dens mangler blev mere og mere tydelige, jo længere ind i den man kom. Diamondback var en latterlig skurk, og actionscenerne haltede. Forhåbentlig har Iron Fist-holdet kigget Daredevil i bedene, når det kommer til tæsk.

Der er ikke flere tekster