Normalt skriver jeg kun om ting, jeg kan lide, her på bloggen. Men med Iron Fist er jeg nødt til at gøre en undtagelse. For jeg havde store forventninger til serien og var selv med til at hype den op.

Og nu hvor den så er ude, er jeg slemt skuffet. Iron Fist er virkelig ikke særlig god.

Serien rammer forbi på så mange punkter, at jeg har svært ved at samle tankerne omkring den. Men vi tager de to værste.

1. Action-scenerne holder ikke

Iron Fist handler om en gut, der er overnaturligt god til kung fu. Han er så god, at han engang tæskede en udødelig drage med de bare næver og dyppede dem i dragens hjerte. Han er Jackie Chan, Bruce Lee, Lui Kang og Kung Fu Panda rullet sammen i én og proppet med steroider og crack.

Og det kan man virkelig ikke se på skærmen. Når nogen slås, er det med tynd koreografi og endnu værre instruktion. Det er den mest skrabede del af serien. De fleste kampscener er indøvet samme dag, de blev filmet. Sammenlignet med det afsindigt høje niveau, Daredevil satte, er det simpelthen for tyndt. Når Iron Fist tæsker skurke, er det marginalt bedre end i Luke Cage, men det siger ikke særlig meget.

Noget andet er måden, actionscenerne bliver brugt på. Iron Fist skal forestille at have trænet i 15 år, han besidder en kraft der er gået i arv fra udvalgt til udvalgt gennem generationer, han har tæsket en fucking drage og hans hænder kan blive hårde som stål. Alligevel ryger han en tur på røven, hver gang nogen slår på ham. Det hænger ikke rigtig sammen. Hvilket bringer mig til punkt nummer to.

2. Historien er gabende kedelig

Jeg er mere end seks afsnit inde i Iron Fist, og jeg er stadig ikke sikker på hvad den rigtig går ud på. Dybt naiv milliardærsøn vender tilbage efter 15 år i eksil og vil gerne overtage familiekomglomeratet. Det forsøger han så at gøre, på vildt naiv vis. Imens bliver han mødt med skepsis af sine barndomsvenner og pseudo-søskende, der har drevet virksomheden mens han var forsvundet. Nåhja, og virksomheden er i øvrigt blevet infiltreret af den internationale (og muligvis interdimensionelle) klan af ninja-forbrydere, The Hand.

Indtil videre har serien budt på et nogenlunde 1:1-forhold mellem ninjaer, der slås, og folk i jakkesæt, der holder møder om prissætning og krisehåndtering. Det er ikke særlig spændende og ret abstrakt. Jovist, The Hand er nogle lede gutter der smugler ultraheroin ind via Iron Fist’s firmaadresser, men det er ikke derfor vores helt vil stoppe dem. Det vil han mest fordi 1) de har infiltreret hans firma, og 2) fordi de er The Hand, og det er hans formål at stoppe dem.

The Hand er også ret central i Daredevil, men der er det i det mindste pakket ind på en måde, så deres forbrydelser er til at forholde sig til. Matt Murdock slås mod gadekriminalitet om natten og forsvarer uskyldige borgere mod slumlords, spekulanter og andet krat om dagen. Det kan man forholde sig til. Danny “Iron Fist” Rand ejer 51% af en multinational virksomhed, bor i en penthouse-lejlighed i en skyskraber og snakker konstant om sig selv.

Og der kommer fandme ikke gode heltehistorier ud af at fortælle om ham, der prøvede at redde Mærsk.

Jeg er ikke sikker på, at jeg får set Iron Fist færdig. Den er simpelthen for tynd. Af de fire serier, Marvel indtil videre har bragt til Netflix, er dette klart den dårligste.

Første sæson af Marvel’s Iron Fist kan ses på Netflix lige nu.

Der er ikke flere tekster