Når man så den første trailer til Atomic Blonde, blev man fristet til at tro, at der var tale om en slags kvindelig pendant til John Wick. Og jo, Charlize Theron får da uddelt nogle læsterlige klø undervejs. Men overraskende nok har Atomic Blonde mindst lige så meget tilfælles med John Le Carrés spionthrillere.

Der er mindst lige så meget Es, Konge, Dame, Spion over de knap to timer, Atomic Blonde varer, som der er håndkantsslag og pistoljonglering. Godt pumpet op af en ordentlig kanyle 80’er-punknoir, neonfarver og et allerhelvedes cool soundtrack.

Filmen foregår i 1989, kort før Murens fald. Charlize Theron spiller den engelske spion Lorraine Broughton, der bliver sendt til Berlin efter en af hendes kollegaer er blevet likvideret af en russisk spion. På sig havde han en mikrofilm med navne og detaljer om alle agenter i Sovjetunionen, og den skal findes, koste hvad det vil.

Hun får hjælp af MI6’s faste mand i Berlin, den fandenivolske Percival. Han spilles fantastisk underholdende af James McAvoy, der giver den hele armen. Trods sit pjuskede look som halvt punker-boheme, halvt hjemløs er Percival en formidabel kapacitet, og det er svært ikke at smile, når McAvoy er på skærmen.

Theron får også rigeligt plads til at spille med musklerne. Hun er skiftevis stålsat, sårbar og nøj-hvor-er-jeg-træt-af-jeres-pis-rutineret, og er komplet overbevisende i rollen som distanceret mesterspion med stiv overlæbe.

Som sagt er Atomic Blonde en spionthriller, der har skævet heftigt til John Le Carré. Altså er her rigeligt med paranoia og dobbeltspil, og filmen tegner et skønt billede af et højspændt Østberlin på randen af revolution. Men her er også tale om en actionfilm med den ene John Wick-instruktør, David Leitch, bag rattet. Og når det endelig går løs (der er længere mellem actionsekvenserne, end man lige skulle tro), rejser man sig hurtigt i sædet.

Alle slåskampe og skyderier er fremragende koreograferet. Vi ser hvert et slag og spark, action og stunts er aldrig skjult bag shakycam, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvad der foregår. Det er hårdt, blodigt og brutalt, med desperation og improviserede våben i de bedste sekvenser (du aner ikke, hvor meget skade et tilfældigt nøglebundt kan gøre…).

Har man set traileren lige så mange gange som jeg, begynder man at ane små brister. Især i én scene, en one-take slåskamp i en trappeopgang, virker nogle af Therons slag og spark for svage til rigtigt at overbevise ved nærgående gennemsyn. Men når man ser selvsamme scene i filmen, er man ligeglad. For her er den del af en meget længere sekvens, der er en af de mest intense og hektiske, jeg nogensinde har set. Nej, det er måske ikke et rigtigt one-take, men who cares. Det er fandme vildt lavet.

Gå i biffen og se Atomic Blonde. Alt fra action til den skønne neon-lyssætning fortjener et stort lærred i et mørkt lokale.

Atomic Blonde er i biograferne nu.

Der er ikke flere tekster