Er Baby Driver en ny form for musical? En to timer lang musikvideo? En actionballet? Jeg ved det ikke helt. Men faktum er, at jeg ikke kan mindes nogensinde at have set en film, der var så tæt sammenflettet med sit soundtrack.

Stort set altBaby Driver er timet til musik. Ikke bare klipningen, men også actionsekvenser, biljagter, pistolskud, ja, selv scenografien er visse steder knyttet til musikken. Og hvilken musik, i øvrigt. Baby Driver har et af de bedste og hits-du-ikke-kendte-fyldte soundtracks, der er hørt uden for en Tarantino-film. Kan du huske soundtracket til Pulp Fiction? Lydsiden i Baby Driver er af mindst samme kaliber.

Plottet er lige ud af landevejen. Det minder om Nicolas Winding-Refns Drive, bare knapt så møgdepressivt. Baby (det hedder han) er getaway-driver i verdensklasse, og arbejder for den lokale krimiboss så han kan betale en gammel gæld af. Efter at have fragtet tilpas mange skydegale vaneforbrydere sikkert væk fra deres kup møder Baby kærligheden, og beslutter at lægge bilnøglerne på hylden. Men inden han kan rejse væk med sin elskede, hiver chefen ham selvfølgelig tilbage til et sidste job. Sådan går det jo.

Nåhja, og Baby lider af tinnitus, som han drukner med musik fra sin enorme samling af gamle iPods. Deraf filmens forrygende soundtrack og musikintegration.

Baby Driver er instrueret af Edgar Wright. Han er manden bag den brillante Cornetto-trilogi, der består af filmene Shaun of the DeadHot Fuzz, og The World’s End, såvel som den bindegale og videospilshyldende Scott Pilgrim vs. the World. Sammenlignet med dem er Baby Driver nok Wrights mest jordnære film, men hans stil er stadig umiskendeligt til stede. Altså er den propfuld med visuel komik, og selvom det går hårdt for sig nogle gange, er den for det meste varm og stærkt underholdende. Det er også en fornøjelse af se Kevin Spacey og Jamie Foxx folde sig ud som henholdsvis krimibossen og den dybt utilregnelige forbryder Bats (som i batshit insane – smukt oversat i underteksterne som “Sygo”).

Det er ved at være nogle uger siden jeg så Baby Driver i biografen, så jeg har muligvis glemt nogle af detaljerne. Men det overordnede indtryk står stadig: Baby Driver er en voldsomt underholdende film, og en af de mest musikalske af slagsen, jeg nogensinde har set.

Baby Driver havde premiere 29. juni og går stadig i visse biografer rundt omkring.

Der er ikke flere tekster